Forside

K A B – informerer.                                                                             Januar 2001.

 

Husdyr i boligen

 

Kæledyr er dejlige. Hunde, katte og andre små husdyr glæder masser af mennesker. Langt de fleste husdyr passes godt af ejerne, men ikke alle.

   Vidste du, at hver tredje aflivning af en hund skyldes, at hunden og ejeren ikke passer sammen?

   Husdyr i boligbebyggelser kan medføre konflikter mellem beboere, fordi de grundlæggende ”spilleregler” ikke følges af dyrets ejer.

   Denne information handler om de grundlæggende regler for at holde hund og kat i en boligafdeling.

 Hvem bestemmer om husdyr i din ejendom?

Det gør du og dine naboer, når I bor i en almen bolig-

Afdeling. På demokratisk måde afgøres spørgsmål om regler for husdyr på et afdelingsmøde (et indkaldt beboermøde) eller ved en skriftlig afstemning (urafstemning) i boligafdelingen.

Det er beboerdemokratiet, som afgør, om det er i orden at holde husdyr i en almen boligafdeling. 

Kig i din husorden

Alle boligområder, som KAB administrerer for dit boligselskab, har en husorden. Her kan du se, hvad beboerne i afdelingen har besluttet om antal af husdyr og eventuelle særlige regler for husdyrhold.

   Alle beboere får et eksemplar af husorden, og på ejendomskontoret kan du også få hjælp med husdyrreglerne.

   I langt de fleste ejendomme, hvor KAB står for administrationen, har beboerne besluttet, at der må holdes kat. I cirka hver tredje afdeling må man også holde hund.

   Det er vigtigt med en tilladelse. Uden tilladelse kan du i sidste ende miste din bolig!

Hvad siger lovgivningen?

De offentlige myndigheder i Danmark sætter nogle begrænsninger for husdyr i almindelige boliger. Det er for eksempel forbudt at holde svin, kvæg, får, geder og heste i en boligbebyggelse. 

En førerhund er altid velkommen

En blind beboer har altid ret til at holde førerhund.

Ejendomskontoret og KAB skal bare have besked om hunden. 

Vigtigt! Du skal altid få en skriftlig tilladelse til at holde en hund eller kat.

Henvend dig på ejendomskontoret eller til KAB og få fat på en ansøgning. 

Antal husdyr

I en husorden vil der normalt stå:

   ”Der må holdes (antal) kat eller (antal) hund”

-         eller der står: ”Der må holdes (antal kat og (antal) hund”. 

Og- eller. Det er vigtigt at tage stilling, så både beboere og administrator (dit boligselskab og ejendomskontoret) har en præcis formulering at arbejde efter. Reglerne skal være til at forstå.

 

 

Andre små husdyr

Husdyr som akvariefisk, fugle, marsvin, hamstre, edderkopper, slanger m.m. er det svært at sætte et antal på. Her er det vigtigst princip, at lovgivningen bestemmer, at en lejers (beboers) husdyr ikke må være ”til væsentlig gene på grund af vedvarende støj, lugt, uhumskhed eller fare- eller frygtfremkaldelse”. 

Dit ansvar

Du skal selvfølgelig passe et husdyr, hvis du vælger at anskaffe et. Det kræver meget at have en hund. Den skal have opmærksomhed, træning og en del motion.

   Det er ejerens ansvar, at husdyr ikke medfører: 

bulletVedvarende støj
bulletLugt
bulletUhumskhed

Fremkalder fare eller frygt

Det er ejeren, som har pligt til at tegne en hundeforsikring. Det er lovpligtigt. Det står i hundeloven. Forsikringen skal bruges, hvis hunden forvolder skader. 

Udover hundeloven gælder der også en lokal politi-vedtægt. Den vil normalt også have regler for hunde, nemlig:

-         Hunde må ikke opholde sig på offentlige legepladser,

-         Hunde på gader og offentlige anlæg (parker m.m.) skal føres i snor tæt ind til ledsageren,

-         Hundens ledsager (den, der går tur med hunden) har pligt til at sørge for, at hunden ikke ”forurener” fortov, gangsti, butiksindgang m.m.,

-         Hunde må ikke forvolde skade på beplantninger (f.eks. slippes i bede). 

Hvordan kan regler om husdyr ændres?

Enhver beboer kan forslå, at man ændrer på reglerne for husdyr i jeres ejendom. Sådan et forslag afleverer du til afdelingsbestyrelsen, som tager det med på næste afdelingsmøde (beboermøde).

    Et forbud mod f.eks. hund eller kat kan godt

Vedtages, men det gælder ikke med tilbagevirkende kraft. En beboer må selvfølgelig godt beholde et lovligt anskaffet kæledyr (husdyr). 

De mest udbredte problemer med husdyr

I dagligdagen støder vi i KAB og på ejendomskontorerne især på tre slags problemer med husdyr:

-         En hund er adfærdsforstyrret, og den gør hele tiden. Larmen generer naboerne. Hunden er ofte alene hjemme. Den er måske samtidig en stor hund, og når den kommer ud, så opfører den sig på en måde, der skræmmer andre mennesker.

-         En beboer skaffer sig flere og flere katte – måske fodres vilde katte også. Det giver kattejammer (slagsmål) om natten og måske virkelig grimme lugtgener fra boligen.

-         Boliger ødelægges eller bærer kraftigt præg af husdyr, og det medfører store efterregninger ved flytninger.

Som udlejer er det boligselvskabet ansvar at undersøge forholdene, når der klages over husdyr. KAB er administrationsselskab for dit boligselskab, og vi undersøger alle klager. Hvis der er hold i en klage, sendes en påmindelse (en advarsel) til lejeren af det lejemål, hvorfra generne udgår. 

Hvem klager jeg til

Når der opstår et problem med et husdyr, så er det i første omgang værd at forsøge at tale med hundens/ kattens ejer. Hvis det ikke medfører en forbedring, må du inddrage ejendomskontoret.

    Hvis en konflikt om et husdyr ikke kan løses lokalt, så er det tid til at inddrage KAB. Det er i første omgang inspektøren, som tager sig af henvendelser om husdyrproblemer. Adresse og telefonnummer står nederst på denne side. 

Yderligere oplysninger

Savner du svar på spørgsmål om husdyr i boligen, er du velkommen til at kontakte Juridisk Afdeling i KAB, telefon: 33 63 13 50.

 

Forside